Af Nanna Schmidt Nordestgaard
Maren (Taylor Russell) har en hemmelighed. Den tvinger hende og hendes far til at flytte fra det ene faldefærdige huse til det næste i triste amerikanske provinser. Maren er nemlig afhængig af at æde mennesker. Hvert nyt offer for Marens kannibalisme – en ny flytning.
Bones and All er en blanding af gyser og romantisk roadmovie om kannibalerne – kaldet æderne – Maren og Lee (Timothée Chalamet). Ligesom almindelige unge forsøger de at finde ståsted og mening i tilværelsen, blot med det etiske dilemma der opstår, når man tørster efter andre menneskers kød og blod oveni.
Som teenagere er flest, vil Maren gerne vil passe ind, så hun undertrykker sin makabre tendens. Alligevel får den overtaget til en overnatning hos en ny skoleveninde fra endnu en af de små og ligegyldige byer, hun og faren bor i. Da veninden viser hende en flot ny neglelak, tager Maren fingeren i munden. Og bider til. Da Maren bloddryppende tropper op derhjemme, pakker faren endnu engang deres sager, og de forsvinder i ly af natten.
En dag vågner Maren op til, at hendes far har forladt hende. Herfra udvikler filmen sig til en roadmovie, hvor Maren rejser gennem flade og øde amerikanske landskaber – smukt og melankolsk filmet.
På vejen møder Maren et lille undergrundsmiljø af mennesker, der ligesom hende æder andre mennesker. Blandt andet pseudo-mentoren, den uhyggelige Sully (Mark Rylance) og den rodløse Lee, som Maren slår følge med.
Hver især forsøger æderne at håndtere deres ernæringsmæssige præference. Nogle mere etisk end andre. Mens Sully kun spiser nyligt afdøde mennesker, forsøger Lee kun at dræbe dem, der fortjener det.
Filmen bruger kannibalismen som metafor for spørgsmål om ondskab, natur og integritet. Og det er hårrejsende at lade Maren opdage de forskellige tilgange til kannibalismen, som de to unge møder andre ædere.
Men frem for at være en fuldkommen gyserfilm er Bones and All en coming of age-film, hvor kannibalismen sætter fed streg under Marens kamp mod sin medfødte tendens og hendes håb om et liv med kærlighed på trods.
Filmen er baseret på Camille DeAngelis’ ungdomsroman af samme navn, men i instruktør Luca Guadagninos hænder bliver den aldrig glittet og overfladisk, som filmatiseringer af såkaldte young adult-romaner har for vane at blive. Den bevarer en grum materialitet hele vejen i gennem. Hvem havde for eksempel troet, at man skulle se Timothée bide en halvdød mands brystvorte af?
Selvom filmen vil mere end bare at være sidste skud på stammen af filmatisering af ungdomsromaner, er Bones and All gennemsyret af Instagram-æstetisk: En enlig marguerit i en vinduskarm. Lees tatoverede hænder, der holder om rattet i pickup-trucken, badet i gylden efterårssol. En lilla solnedgang, tilsyneladende skudt på analog film.
Også Lee og Maren er smukke, slidte og snavsede på den helt rigtige måde. Kun man of the hour Thimothée Chalamet kan få blodindsmurt bar kasse og knaldrød hanekam til at se cool ud. Det er poleret SoMe-æstetik, nu med kannibalisme.
Men går man i biografen efter et romantisk fix, bliver man skuffet, for selvom Maren og Lee er smukt skildret af stærke skuespillere, er deres forhold aldrig nær så følelsesmæssigt engagerende som førnævnte Call Me By Your Name. Der bruges ikke tid nok på at opbygge romancen mellem de to eksistenser på randen af samfundet.
Med roadtrippet som fortællingens motor, er filmen desuden til den lange side. Det er lige før, den burde have været en lille serie i stedet for, hvor hvert kapitel kunne udfoldes og afrundes yderligere.
Luca Guadagninos sans for æstetik og materialitet, samt Chalamet og Russells ufravigelige talent og kemi, løfter Bones and All langt over andre ungdomsfilmatiseringer. En æstetisk roadmovie, der med kærlighed gør kannibaler til mennesker af kød og blod.
Kommentarer